Sådan bruger du MagSafe Duo-opladeren med din iPhone og dit Apple Watch
Læs om, hvordan du oplader din iPhone 12, iPhone 13 eller iPhone 14 og dit Apple Watch trådløst med din MagSafe Duo-oplader.
Din MagSafe Duo-oplader er designet til at fungere med alle modeller af iPhone 12, iPhone 13 og iPhone 14, alle modeller af Apple Watch samt Apple MagSafe-tilbehør og desuden Qi-certificerede enheder og Qi-certificeret tilbehør.
Brug det medfølgende USB-C til Lightning-kabel til at tilslutte din MagSafe Duo-oplader til en anbefalet Apple USB-C-strømforsyning på 20 W eller derover* eller en kompatibel USB-C-strømforsyning fra en anden producent. Du kan også slutte det til en USB-C-port på en Mac eller pc.
Placer MagSafe Duo-opladeren med forsiden opad (som vist) på en flad overflade, og sørg for, at der ikke er nogen metalgenstande eller andre materialer i nærheden.
* Apple USB-C-strømforsyningen på 29 W er ikke kompatibel med MagSafe Duo-opladeren.
Opnå hurtigere trådløs opladning af iPhone 12, iPhone 13 og iPhone 14
MagSafe Duo-opladeren er designet til hurtigt og sikkert at oplade din iPhone 12, iPhone 13 eller iPhone 14 og dit Apple Watch samtidig. Systemet tilpasser sig til forholdene på en intelligent måde for at optimere opladningen af din kompatible iPhone ved en maksimal forsyning af strøm på op til 14 W. Den strøm, som iPhone rent faktisk forsynes med, varierer afhængigt af strømforsyningens watt-tal og systemforholdene. For iPhone 12 mini og iPhone 13 mini leverer MagSafe Duo-opladeren en maksimal forsyning af strøm på op til 12 W.
Det er vigtigt at tilslutte strømkilden, før du anbringer din iPhone på MagSafe Duo-opladeren. Det giver MagSafe mulighed for at kontrollere, at det er sikkert at levere maksimal strøm. Hvis du kommer til at anbringe din iPhone på MagSafe Duo-opladeren, før du tilslutter den til en strømkilde, skal du fjerne din iPhone fra MagSafe Duo-opladeren, vente tre sekunder og derefter anbringe den igen for at fortsætte ved maksimal forsyning af strøm.
MagSafe Duo-opladeren er fleksibel og designet til at anvende maksimal strøm op til 9 volt (V) og 3 amp (A) med en USB PD-kompatibel strømforsyning. MagSafe optimerer dynamisk den strøm, der leveres til din iPhone. Den strøm, der på et givet tidspunkt leveres til din iPhone, varierer afhængigt af forskellige faktorer, herunder temperatur og systemaktivitet.
Alle strømforsyninger har forskellige klassificeringer for mængde og hastigheder for levering af strøm. MagSafe Duo-opladeren kræver følgende klassificeringer for at levere hurtigere trådløs opladning:
USB-C-stik (USB-A understøttes ikke)
En strømforsyning på 9 V/2,22 A giver strøm på op til 11 W
En strømforsyning på 9 V/3 A og højere giver strøm på op til 14 W
iPhone 12 mini og iPhone 13 mini kan få strøm på op til 12 W for at opnå hurtigere trådløs opladning med mindst 9 V/2,62 A
Strømforsyninger med højere watt på eller over 9 V/3 A leverer også maksimal forsyning af strøm på op til 14 W til din iPhone
Hvis du vil bruge både iPhone- og Watch-opladeren samtidig, kræver MagSafe Duo-opladeren mindst 15 W (5 V/3 A eller 9 V/1,67 A), men dette vil give en langsommere opladning.
Når Lightning-tilbehør, f.eks. hovedtelefoner, tilsluttes, er opladning begrænset til 7,5 watt for at overholde lovmæssige standarder.
Sådan oplader du Apple Watch
Du kan oplade dit Apple Watch, mens det ligger med bagsiden nedad og remmen åben, eller mens det ligger på siden ved at løfte det induktive opladningsstik.
Placer bagsiden af dit Apple Watch på opladningsstikket med stikket lodret eller fladt. Når dit Apple Watch begynder at oplade, vises en opladningsindikator på skærmen.
Hvis du bruger Apple MagSafe Duo-opladeren med en større Apple Watch-model (44 mm, 45 mm eller 49 mm), skal du muligvis justere opladerens position. Juster opladeren til en anden vinkel, eller læg den helt fladt for at sikre, at dens magneter flugter med magneterne i dit ur. Hvis du ikke kan se opladningsindikatoren på skærmen på dit Apple Watch Ultra, selv når den ligger fladt, kan du prøve at fjerne remmen, før du placerer uret på opladeren.
Læs mere
Din MagSafe Duo-oplader er designet til at oplade dit Apple Watch og give en hurtigere og mere effektiv opladning med alle modeller af iPhone 12, iPhone 13 og iPhone 14 samt Apple MagSafe-tilbehør.
Når du oplader en ikke-MagSafe Qi-kompatibel enhed med en MagSafe Duo-oplader, reduceres strømmen, og opladningstiderne er muligvis langsommere end på en typisk Qi-oplader.
MagSafe Duo-opladeren er kompatibel med alle iPhone 13-modeller. Magneterne i opladeren og i din iPhone justeres for optimal opladning. Hvis du justerer placeringen af din iPhone 13, efter den er begyndt at blive opladet, kan det resultere i længere opladningstid.
MagSafe Duo-opladeren understøtter ikke hurtig opladning med Apple Watch Series 7, Apple Watch Series 8 eller Apple Watch Ultra. Hvis du vil oplade dit Apple Watch Series 7, Apple Watch Series 8 og Apple Watch Ultra hurtigt, skal du bruge det magnetiske hurtigopladende USB-C-kabel fra Apple.
Undlad at lægge kreditkort, sikkerhedsbadges, pas eller nøglebrikker mellem din iPhone og MagSafe Duo-opladeren, da dette kan beskadige deres magnetstribe eller RFID-chip. Hvis du har et etui med en holder til nogen af disse følsomme genstande, skal du fjerne dem, inden du oplader, eller sørge for, at de ikke er mellem bagsiden af din enhed og opladeren.
Hvis din iPhone både er sluttet til en MagSafe Duo-oplader og til strøm via en Lightning-port, oplades din iPhone via Lightning-stikket.
Ligesom med andre trådløse opladere kan din iPhone eller MagSafe Duo-oplader blive lidt varmere under opladningen af din iPhone. Hvis batteriet bliver for varmt, kan softwaren begrænse opladningen til 80 % for at forlænge dets levetid.
Hvis du lader din iPhone sidde i et læderetui, mens du oplader den med MagSafe Duo-opladeren, kan etuiet få runde trykmærker på læderet. Dette er normalt, men hvis du ikke bryder dig om det, anbefaler vi, at du bruger et etui, der ikke er lavet af læder.
Som med de fleste bløde materialer kan der med tiden opstå normalt slid på tilbehørets beklædning. Hængselsdelen på din MagSafe Duo-oplader kan med tiden få rynker, hvis opladeren opbevares i foldet position. Hvis din MagSafe Duo-oplader efterlades i et meget varmt miljø (f.eks. i en bil på en varm dag) i foldet position, kan den få mere synlige, dybere rynker på hængselsdelen. Dette påvirker ikke tilbehørets funktionelle ydeevne.