Indstil og brug iCloud-fotos på din Windows-pc

iCloud-fotos arkiverer alle dine fotos og videoer sikkert i iCloud, så de er tilgængelige på alle dine enheder. Læs om, hvordan du kommer i gang med iCloud-fotos på din Windows-pc.

Slå iCloud-fotos til

Sørg for, at du har indstillet iCloud på din iPhone, iPad eller iPod touch eller Mac, at du har slået iCloud-fotos til, og at du er logget ind med dit Apple-id.

  1. Åbn iCloud til Windows på din pc. Sørg for, at du er logget ind med dit Apple-id.

  2. Klik på pilen ud for iCloud-fotos.

  3. Slå iCloud-fotos til.

    Slå kontakten til under Fotoindstillinger, iCloud-fotos.
  4. I iCloud til Windows 14.2 eller en nyere version kan du klikke på Avanceret for at vælge dit foretrukne format til download af fotos og videoer: "Download HEIF-fotos og -videoer" eller "Download HDR-videoer".

  5. Hvis du vil have adgang til delte album på din pc, skal du slå Delte album til.*

  6. Klik på OK.

* Hvis du vil gemme dine delte album i en anden mappe, kan du vælge en anden placering på C:-drevet. Eksterne drev understøttes ikke.

Find dine billeder på din pc

Dine fotos og videoer gemmes i C:\Brugere\[brugernavn]\Billeder\iCloud-fotos\Fotos.

I Windows 11

  1. Åbn Microsoft Billeder.

  2. Vælg iCloud-fotos i ruden til venstre.

Windows 10 eller en nyere version

  1. Åbn Stifinder.

  2. Klik på iCloud-fotos i navigationsruden.

Download dine fotos og videoer fra iCloud-fotos

De nye fotos og videoer, du føjer til iCloud-fotos, vises automatisk på din pc. Hvis du vil downloade filen fra iCloud, når du får den vist, skal du dobbeltklikke på miniaturen. Du kan også gemme de fotos, du har downloadet på din pc, ved at følge disse trin:

  1. Åbn Stifinder.

  2. Klik på iCloud-fotos i navigationsruden.

  3. Vælg de fotos, du vil beholde på din pc.

  4. Højreklik på det valgte, og vælg "Behold altid på denne enhed".

Hvis du ændrer et foto eller en video på en anden enhed eller på iCloud.com, opdateres fotoet eller videoen automatisk på din pc.

Overfør fotos og videoer til iCloud-fotos

Følg disse trin for at overføre dine fotos og videoer fra din pc til iCloud-fotos:

  1. Åbn et Stifinder-vindue.

  2. Klik på iCloud-fotos i navigationsruden.

  3. I et andet vindue skal du åbne den mappe, hvor du opbevarer de fotos, du vil føje til iCloud-fotos.

  4. Vælg de fotos, du vil tilføje.

  5. Træk dem til mappen iCloud-fotos.

Du kan se de overførte billeder og videoer i appen Fotos på iCloud.com og på alle dine Apple-enheder. Når du sletter et billede i Stifinder eller i Microsoft Billeder, synkroniseres sletningen automatisk med iCloud-fotos.

Oplysninger om produkter, der ikke er produceret af Apple, eller uafhængige websteder, der ikke styres eller testes af Apple, leveres uden Apples anbefaling eller godkendelse. Apple påtager sig intet ansvar, hvad angår valg, ydeevne eller brug af websteder eller produkter fra andre producenter. Apple giver ingen erklæringer med hensyn til nøjagtigheden eller pålideligheden af websteder fra andre producenter. Kontakt producenten for at få flere oplysninger.

Udgivelsesdato: