Sådan bruges Force Touch-pegefeltet
Læs mere om Force Touch-pegefeltet, dets funktioner, og hvordan det bruges.
Hårdt klik med Force Touch-pegefelt
Med Force Touch-pegefeltet kan du bruge hårdt klik ved at trykke på pegefeltet og derefter trykke endnu hårdere. På denne måde kan du udnytte de nye funktioner i mange programmer og systemfunktioner på din Mac.
Hvis du vil se en video om hårdt klik, skal du vælge Apple-menuen > Systemindstillinger. Klik derefter på Pegefelt, klik på fanen Peg og klik, og hold markøren over afkrydsningsfeltet Slå op og datasøgning.
Funktioner med hårdt klik
Her er nogle eksempler på, hvad du kan gøre med hårdt klik:
Slå op: Brug hårdt klik på en tekst på en webside eller i en Mail-besked for at få vist flere oplysninger om teksten fra f.eks. Ordbog eller Wikipedia.
Adresser: Brug hårdt klik på en adresse for at se en kortvisning.
Begivenheder: Brug hårdt klik på datoer og begivenheder for at føje dem til kalenderen.
Flynumre: Brug hårdt klik på et flynummer for at få flere oplysninger om en flyafgang.
Linkeksempler: Brug hårdt klik på et link i Safari eller Mail for at få vist en integreret eksempelvisning af websiden.
Sporingsnumre: Brug hårdt klik på et sporingsnummer i Safari eller Mail for at se forsendelsesoplysninger i et vindue.
Arkivsymboler: Brug hårdt klik på et arkivsymbol for at se en eksempelvisning af arkivet med Vis.
Arkivnavne: Brug hårdt klik på et arkivnavn i Finder eller på skrivebordet for at redigere arkivnavnet.
Dock: Brug hårdt klik på en app i Dock for at åbne App-Exposé. Du får vist alle åbne vinduer for den pågældende app.
Mail: Når du skriver en besked med et billede eller et PDF-arkiv som bilag, kan du bruge hårdt klik på bilaget for at aktivere Markering. Du får mulighed for at føje noter til bilaget.
Beskeder: Brug hårdt klik på en samtale i indholdsoversigten for at få vist detaljer og bilag, og brug hårdt klik på en vens token i chat-headeren for at få vist vennens kontaktkort i et vindue.
Påmindelser: Brug hårdt klik på en påmindelse for at se flere oplysninger.
Kalender: Brug hårdt klik på en begivenhed for at se flere oplysninger. Brug hårdt klik på en mødedeltager for at se vedkommendes kontaktkort i et vindue.
Kortlokaliteter: Brug hårdt klik på en lokalitet på et kort for at anbringe en knappenål der.
iMovie: Hvis din iMovie-tidslinje har et animeret kort eller en animeret globus, kan du bruge hårdt klik på kortet eller globussen for at åbne en formatmenu.
GarageBand: Du kan bruge hårdt klik på følgende måder:
Brug hårdt klik på et område, hvis du vil omdøbe det.
Brug hårdt klik på en node i Klaverrulleværktøj eller Partiturværktøj for at slette en node.
Brug hårdt klik på et tomt område i et spor med softwareinstrument for at oprette et tomt MIDI-område.
Brug hårdt klik på et tomt område i et Drummer-spor for at oprette et Drummer-område.
Brug hårdt klik på et tomt område i et lydspor for at indsætte et lydarkiv.
Brug hårdt klik på et tomt område i Klaverrulleværktøj eller Partiturværktøj for at tilføje en node.
Brug hårdt klik på et automationsområde for at tilføje automationspunkter ved områdets kanter.
Brug hårdt klik på et område, mens du trækker for at zoome ind på en tidslinje.
Brug hårdt klik på et område under den seneste sporoverskrift for at åbne dialogen Nyt spor.
Andre funktioner med Force Touch-pegefelt
QuickTime og iMovie: Du kan variere det tryk, du bruger, på knapperne Spol frem og Spol tilbage. Så øges den hastighed, du spoler frem eller tilbage med.
iMovie: Når du trækker et videoklip til dets maksimale længde, får du feedback, så du ved, at du er nået til slutningen af klippet. Tilføj en titel, så får du feedback, når titlen klikker på plads i begyndelsen eller slutningen af et klip. Du får også diskret feedback fra de hjælpelinjer til justering, der vises i fremviseren, når du beskærer klip.
Spotlight: Du kan mærke et hak, når du flytter Spotlight-søgelinjen tilbage til den vandrette eller lodrette standardposition.
Eksempelvisning: Du kan mærke et hak, når du retter figurer, tekst og andre markeringselementer ind efter hinanden.
Bladring i fotos: Hvis du bladrer gennem Fotos i et Album eller et Øjeblik, kan du trykke hårdere for at bladre hurtigere.
Rotation af fotos: Når du vælger Beskær i Fotos og derefter roterer et billede, kan du mærke et hak, når billedet er roteret til 0 grader.
GarageBand: Du kan mærke det på Force Touch-pegefeltet, når du gør følgende:
Flytter mærket Lydstyrke til 0 dB.
Flytter knappen Panorering til midterpositionen.
Ændrer sporenes rækkefølge og vælger en ny position.
Flytter vinduesgrænserne til det punkt, hvor vinduet vises/forsvinder.
Flytter grænserne for Sporoverskrift til det punkt, hvor overskriftselementerne vises/forsvinder.
Flytter hovedprogramvinduet til det punkt, hvor kontrolknapperne vises/forsvinder.
Skift indstillinger for pegefeltet
Brug denne fremgangsmåde for at justere det tryk, du skal bruge for at klikke hårdt med pegefeltet.
Vælg Apple-menuen > Systemindstillinger.
Klik på Pegefelt.
Klik på fanen "Peg og klik".
Find mærket Klik, og flyt mærket til din foretrukne indstilling. Bemærk, at lyden af klikket ændres med kliktrykindstillingen.
Fjern markeringen af afkrydsningsfeltet "Hårdt klik og haptisk feedback" for at slå hårdt klik fra. Den funktionalitet, der er beskrevet i indstillingsruden Pegefelt, deaktiveres.
Her er nogle eksempler på, hvad du kan gøre med et hårdt klik, hvis "Hårdt klik med en finger" er slået til. Du aktiverer eller deaktiverer dette på fanen "Peg og klik" under "Slå op og datagenkendelse".
På visse bærbare Mac-computere kan du slå lyden fra for pegefeltets klik ved at vælge Lydløst klik.
Force Touch-pegefeltet skal bruge strøm for at kunne bruges til at klikke med
Force Touch-pegefeltet kan ikke bruges til at klikke med, når det er slået fra, fordi der skal bruges strøm til haptisk feedback (f.eks. klik). Dette gælder Magic Trackpad og Force Touch-pegefelter, der er indbygget i bærbare Mac-computere.